yoga københavn

English

Kontakt

YOGAMUDRA
• Christianshavn, KBH
Strandgade 36 D 2. sal

• Østerbro, KBH
Ryesgade 106 2. sal


telefontid og -nummer
CVR 2755 5799

 

Nyhedsbrev

Få tilsendt sidste nyt fra os ca. 10 gange om året. Indtast navn og email adresse nedenfor og tryk 'Tilmeld'.

Navn:
Email:
 
 
Vent venligst...
 
Tak for din tilmelding. Vi skal bede dig bekræfte din email ved at klikke på linket i den email, vi netop har sendt til dig. Derefter vil du være tilmeldt vores nyhedsbrev.

Sri K. Pattabhi Jois

Sri K. Pattabhi Jois (f. 1915, d. 18. maj 2009) er Ashtanga vinyasa yogaens læremester. Guruji, som han også hengivent kaldes, var blot 12 år, da han mødte Sri T. Krishnamacharya første gang ved en af dennes offentlige yogademonstrationer (i Indien). Han blev så fascineret af, hvad han så, at han i de efterfølgende to år studerede hos Krishnamacharya. Deres veje skiltes kortvarigt, da Guruji skulle læse videre. Men de mødtes igen på sanskrit universitetet i Mysore - og Guruji blev en af Krishnamacharyas fire primære og kendteste elever (de andre er svogeren B.K.S. Iyengar, Indra Devi samt sønnen T.K.V. Desikachar).

 

I 1930'erne tydede Guruji og Krishnamacharya sammen det gamle skrift Yoga Korunta af vismanden Vamana Rishi. Skriftet fremhæver vigtigheden af vinyasa, beskriver sekvenser af stillinger (asanas) samt andre aspekter af yogafilosofi og -praksis (f.eks. bandhas, dristi og mudras). Sammen med andre klassiske yogaskrifter som Patanjalis Yoga Sutra, Bhagavad Gita og Hatha Yoga Pradipika udgør tolkningen af Yoga Korunta fundamentet for Ashtanga vinyasa yoga. Navnet kommer af, at Guruji fandt, at der her var tale om den mest originale form for yoga - den Ashtanga yoga som Patanjali omtaler i Yoga Sutra.

 

Det var også i 1930'erne at Maharajaen af Mysore først blev syg og siden kureret af Krishnamacharya ved hjælp af yoga. Som tak byggede han en yogashala (yogaskole) til Krishnamacharya og hans elever - og herfra udbredtes kendskabet til Ashtanga vinyasa yoga langsomt.

 

Fra 1937 til 1973 fungerede Guruji som leder af yogaafdelingen ved sanskrit universitetet i Mysore og blev undervejs professor i sanskrit og Advaita Vedanta (non-dualistisk filosofi baseret på Upanishaderne) sammesteds. Han giftede sig med Savitramma (kaldet Amma) og fik tre børn, Manju, Ramesh og Saraswati. Sidstnævnte er mor til Sri R. Sharath (f. 1971), som efter Gurujis død viderefører Sri K. Pattabhi Jois Ashtanga Yoga Institute i Mysore, der blev grundlagt i 1948 med henblik på undervisning i yoga og udforskning af yogaens helbredende egenskaber.

 

De første vesterlændinge, der opsøgte Guruji i Mysore, var et engelsk ægtepar. Det var i 1943, og de blev et par uger, men efterlod sig ikke mange spor. I 1964 opholdt Andre Van Lysbeth sig nogle måneder hos Guruji, hvorefter han tog tilbage til Europa og skrev om sine oplevelser. Det blev starten til, at først flere europæere og siden også amerikanere opsøgte Guruji for at lære Ashtanga vinyasa yoga. I 1975 tog Guruji og Manju første gang til USA for at undervise - siden er det blevet til adskillige turneer i takt med, at kendskabet til Ashtanga vinyasa yoga er blevet mere og mere udbredt. Det er dog kun siden midten af 1990'erne, at interessen for alvor er eksploderet! Efterhånden tog så mange til Mysore for at studere hos Guruji, at den legendariske gamle shala med plads til en snes yogaudøvere blev for trang. Så i begyndelsen af 2003 åbnede Guruji og Sri R. Sharath en større og mere moderne shala i Gokulam, en forstad til Mysore.

 

Læs mere om Guruji på Kpjayi.org og Ashtanga.com.

 

Du kan også læse mere om Sri K. Pattabhi Jois Ashtanga Yoga Institute i Gokulam i en artikel af Paul Dallaghan.

 
Indtast venligst din mailadresse og dit password
Email
Password
 
 
Indtast venligst din mailadresse, så sender vi dit password i en email
Email